Så er programmet klar!
Programmet for Folkemøde Sorø den 18. september er nu klar – og der bliver MASSER at glæde sig til!
Alle sejl er sat for at gøre årets Folkemøde Sorø til en folkefest for børn, unge og voksne. En fest, hvor vi ryster halvandet år med restriktioner og nedlukninger af os, mødes i et fællesskab om alt det, Sorø har at byde på, og lader os rive med af debatter, musik, teater, dans og engagerede mennesker, der brænder for en sag.
En snak på folkemødet kan ændre din hverdag
Programmet bugner af indhold fra de 48 stande, otte debatter og to scener, og der bliver rig lejlighed til at få en oplevelse eller en snak, der sætter positive spor. Lyt med, når Jim Lyngvild debatterer kultur og erhvervsliv. Tag springet ud i en vaneændring, når du og dine børn har leget med verdensmål og biodiversitet. Mød mennesker, som tør tage den svære samtale om alderdom, ensomhed eller et udfordret ungeliv. Mød nysgerrig op, få en god snak og vend hjem med nye input.
Uanset om du er nytilflytter, børnefamilie, madøre, iværksætter, kulturelsker, engageret ildsjæl eller noget helt sjette, vil der være noget for dig på folkemødet.
Mød fremtidens Sorø kom med dine input
Hvordan sikrer vi en positiv udvikling inden for handel og erhverv, kultur, klima, byudvikling, mental sundhed og ungeliv? Og hvad er din mening om det? Det er lykkes at engagere et stort antal kompetente, vidende og underholdende fagpersoner, der brænder for ovenstående områder og ønsker at dele deres viden, så vi kan blive klogere sammen. De otte debatter får besøg af debattører som eksempelvis Jim Lyngvild (kunstner), Anna Krogh (direktør, Sorø Kunstmuseum), Torsten Schack Pedersen (MF, Venstre) og en masse lokale kræfter, som hver dag arbejder ihærdigt med at udvikle kommunen. Læn dig tilbage og slå lyttelapperne ud – eller kast dig ind i debatten og bidrag med din holdning.
Se hele programmet på www.folkemoede.soroe.dk.
Praktisk info
Folkemøde Sorø lørdag den 18. september kl. 11-16 på Store Plads ved Sorø Akademi. GRATIS ADGANG.
Programoversigt for Folkemøde Sorø 2021
De 48 stande repræsenterer et bredt udsnit kultur, foreningsliv, erhvervsliv, politikere, Sorø Kommune, partier og politiske lister.
Otte debatter fordelt i to debattelte:
Debattelt 1
Kl. 11.15-12.15: Vækst via kultur. Hvordan kan erhvervsliv og kultur krydsbefrugte hinanden?
Hvordan får vi kultur, kunst og erhvervsliv til at drage mere nytte af hinanden?
Panelet består bl.a. af: Jim Lyngvild (Kunstner), Anna Krogh (Direktør, Sorø Kunstmuseum) og Laila Carlsen (Erhvervschef i Sorø Kommune)
Kl. 12.30-13.30: DK2020 Klimahandleplan for Sorø Kommune.
Hvordan kan vi bidrage hver især og hvordan lever vi op til Parisaftalens målsætninger i Sorø Kommune?
Panelet består bl.a. af: Gert Jørgensen (Borgmester i Sorø Kommune, C) og Michael von Bülow (Formand for Sorø Erhvervsklimapanel)
Kl. 13.45-14.45: Kultur for alle og til hverdag – er vi modige nok?
Hvordan får vi kulturen ind som en fast del af hverdagen for flest mulige målgrupper?
Panelet består bl.a. af: Erik Lindsø (Forfatter og kulturjournalist) og Jim Lyngvild (Kunstner)
Kl. 15.00-16.00: Hvordan kan vi skabe en levende og aktiv midtby i Sorø?
Hvad er vigtigt for den levende bymidte i fremtiden?
Panelet består bl.a. af: Thomas Skou Grindsted (Lektor, Institut for Mennesker og Teknologi, RUC)
Debattelt 2
Kl. 11.15-12.15: Hvordan forebygger vi, at så mange børn og unge får psykiatriske diagnoser eller mistrives?
Panelet består bl.a. af: Lars Damgaard (Formand for Børn og Undervisningsudvalget, (O))
Kl. 12.30-13.30: Frivillige indsatser og mental sundhed
Grundlaget for det gode liv kan skabes på mange måder. Hvad kan koblingen mellem frivillighed og mental sundhed betyde? Hvordan kan vi mobilisere civilsamfundet og geare kommunen?
Panelet består bl.a. af: Søren Engelsen (Post.doc. fra Sundhedsfremme og sundhedsstrategier, RUC), Rune Rønne (Stifter af foreningen PUST) og Anders Bo Hansen (Næstformand DGI Midt – og Vestsjælland)
Kl. 13.45-14.45: Hør de unges stemmer! Om det gode ungdomsliv for alle unge i kommunen
To grupper unge fra Sorø Kommune medvirker i en ny dokumentarfilm produceret i samarbejde med Ung Sorø og Buster Filmfestival. Den danner afsæt for en debat, hvor de unges perspektiver og stemmer er i centrum. Hvordan kan alle unge finde en plads i kommunens tilbud?
Panelet består bl.a. af: Mogens Schwensen (Medlem af Social og Sundhedsudvalget, C) og Repræsentanter fra Sorø Ungdomsprojekt.
Kl. 15.00-16.00: Hvordan sikrer vi virksomhederne de nødvendige og kvalificerede medarbejdere?
Debatten tager udgangspunkt i de aktuelle rekrutteringsudfordringer, som opleves på mange fagområder – fx manglen på sundhedsfagligt personale, pædagoger, bygge- og anlægsarbejdere og medarbejdere i restaurationsbranchen.
Panelet består bl.a. af: Michael Kaas-Andersen (Direktør, ZBC) og Malene Frandsen (fra Oplevelsesøkonomisk Netværk).
Program for Aktivitetsscenen
11.00: Åbningstale v. borgmester Gert Jørgensen og Sorø Dansen v. Sorø Gymnastikefterskole
11.30: Biodiversitet for børn v. Kongskilde Naturcenter
12.30: Pop Op Teater – “Holberg Blusser Op”
13:30: Sorø Erhverv- om erhvervsuddannelse og Lærlingenetværket
13:55: Superheltesjov for børn og barnlige sjæle – kom og vær med!
14:30: Ballet v. Sorø Balletforening
15:15: Pop Op Teater – “Holberg Blusser Op”
Program for Gymnastiksalen (Frederik V’s ridehus)
11.15: Den Frie Dans – Slip hverdagsstress og øg din personlige trivsel
12.15: Beats ‘n Breaks – tag en pause i musikloungen
13.00: “Bare Vent” – koncert v. Hjerneskadeforeningen
14.00: Familieyoga for børn i alderen 2-6 år
14.45: Absolut Niller og El Flaco spiller Old School Hip-Hop
15.30: Beats ‘n Breaks – tag en pause i musikloungen
Kommentarer