Samfund

Visioner, kulturhus og vandreruter

Fremsendt foto

Levende dialog om store drømme kastede konkrete ønsker til implementeringen af sig på borgermøde om kommunens forslag til Vision 2026.

Visioner er drømme og ideer med luft under vingerne, som man nok ikke når helt i mål med alle sammen, indledte borgmester Gert Jørgensen med at sige, da Sorø Kommune torsdag den 27. oktober holdt borgermøde om Vision 2026. Og fra Socialdemokratiets Anne Madsen lød det:

– Det er vigtigt en gang imellem at løfte sig over det, der er daglig drift. Det er lidt ligesom i et ægteskab. Her pejler man efter, at ægteskabet skal holde, selv om ungerne skal op, og man skal smøre madpakker.

Visioner sætter retning

Omkring 40 personer var mødt op til debat om kommunens udspil til vision for de kommende fire år. Selv om det ved første øjekast kan virke langt fra dagligdagens konkrete, politiske beslutninger om at lappe fortove og skrue på antallet af elever i folkeskolens klasser, så sætter visionerne alligevel en vigtig retning for alle aktører i kommunen. Det var de fire kommunalpolitikere og paneldeltagere enige om, da de kort skulle forklare, hvad kommunen overhovedet skal med visioner.

– At arbejde med visioner er at få et fælles sprog om vores fælles fremtid, lød det fra Linda Nielsen, SF.

Ninna Wiese Pedersen (V) betonede, at nøgleord som eksempelvis “bæredygtighed” og “sammen” sender vigtige signaler:

– Bæredygtighed er noget, vi skal gøre sammen. Vi har vedtaget DK2020 og har mål om reduktion af CO2. Men hvordan kommer vi i mål? Vi skal have virksomhederne og landbruget med, sagde hun.

Et stort kulturhus

Efter indledende paneldebat med fire politikere fra kommunalbestyrelsen, kom tre lokale aktører på scenen for at fortælle om deres syn på visionen; Kuno Juncker, hotelchef, Comwell i Sorø, Christiane Hanninge, leder af frivillighedscentret og Marlene Härstedt, skoleleder, Sorø Borgerskole.

Alle tre aktører uddelte roser til Vision 2026 – med hver deres nedslagspunkter:

– Visionen gør, at vi har en fælles retning. Men hvordan får vi alle dem med, som ikke sidder her i dag? Jeg skal nok gøre mit for de 30 medarbejdere, jeg har, men det er en meget lille del. I forvejen arbejder vi meget i min virksomhed med bæredygtighed – fx at motivere folk til at gøre en forskel – også når de har fri – det arbejder jeg med dagligt, sagde Kuno Juncker.

Christiane Hanninge, daglig leder af frivilligcentret i Sorø kom med aftenens første konkrete ønske, hvis visionen skal omsættes i praksis: Et stort kulturhus i den nordlige del af kommunen vil kunne styrke såvel fællesskaber omkring det gode hverdagsliv som levende og bæredygtige lokalsamfund. Marlene Härstedt, skoleleder på Sorø Borgerskole havde især noteret sig, at visionen lægger vægt på, at alle mennesker kan noget og kan bidrage med noget.

Handicapvenlige vandreruter

Under den efterfølgende cafédialog vakte det betydelig begejstring, da Danmarks Naturfredningsforening Sorø (DN) og Handicaprådet talte sig varme på et potentielt konkret samarbejde om at gøre i første omgang enkelte af DN’s vandreruter Spor i Naturen tilgængelige for både fysisk handicappede og psykisk udfordrede – for at slå en konkret bro mellem det gode hverdagsliv og brugen af naturen i Sorø kommune.

Hvordan gik det med Vision 2022 – det kan du læse mere om her

Det er muligt at afgive høringssvar frem til den 2. december – skriv til vision@soroe.dk

Der er også mulighed for at deltage i debatten om Vision 2026 på soroedialog.dk

Kommentarer