Velbesøgt folkemøde
Folkemøde Sorø fik besøg af i omegnen af 2500 gæster og blev en folkefest med dialogen i centrum.
Dialogen var det helt centrale omdrejningspunkt på Folkemødet, og debattører, politikere såvel som standholdere fik mange gode ideer med sig fra engagerede gæster i alle aldre.
160 familier adopterede en bi efter at have talt med Kongskilde Naturcenter, børn blev draget af musikken efter at have spillet tværfløjte, og kultur- og erhvervslivet fik en kærlig reprimande af Jim Lyngvild.
‘Stor Uldbi’ hittede hos børnefamilierne
Kongskilde Naturcenter oplevede således en overvældende interesse i de vilde bier og tog imod 160 børnefamilier, der adopterede en vild bi.
Kirsten Blicher Friis, naturvejleder og leder af Kongskilde Naturcenter siger: “Folkemødet gav os en rigtig fin mulighed for at bringe budskabet om, at vi skal passe på de vilde bier, hjem til familierne i Sorø. Til daglig møder vi børnene i dagtilbud og i skolerne. Til Folkemødet kunne vi møde børnene sammen med de voksne og nyde, at der var tid og ro til at snakke om, hvad man som borger i Sorø selv kan gøre for at få mere vild natur i sin have. Folkemødet var en dejlig og uformel ramme for at mødes. Der var højt til loftet, god tid og glade smil”
Også på Sorø Kommunes stande om byudvikling, klima, ungdomsliv og verdensmål kom der mange gode input fra borgerne, ligesom dagens mange debatter satte gang i tanker og idéudvikling.
Kommentarer