Sorø

Smukke træer i Storgade

Storgade i Sorø forskønnes med nye træer og nye lamper. Gaden ensrettes, mens arbejdet står på. 

Over de næste uger vil træerne i Storgade blive udskiftet til nye træer af arten bærmispel. Bærmispel får smukke forårsblomster og flotte løvfaldsfarver om efteråret, ligesom den ikke bliver meget højere end 6-8 meter høj. Bærmispel har desuden en særlig historie i Sorø, idet det første sted, den blev solgt til offentligheden, var fra Sorø Akademis have. Det skete i 1822.

Træerne skiftes, fordi mange af dem er skadede og meget uens. Der er tale om en delvis genplantning. Ud af de 36 træer vil 16 blive sløjfet, så i alt 20 træer står tilbage som par på hver side af gaden. Det sker dels af økonomiske hensyn og dels for at skabe mere plads omkring de kommende nye gadelamper.

Der vil også blive sat nye gadelamper op, men disse er forsinket på grund af leveringsudfordringer. Lamperne bliver skiftet, så snart de lander hos leverandøren. Lindetræerne på torvet vil ikke blive berørt af udskiftningen.

Midlertidig ensretning

Arbejdet vil medføre nogen gener i Storgade, og gaden vil blive lukket for kørsel fra syd (fra frederiksbergsiden) under hele processen. Gaden vil forblive åben fra nordsiden (fra Alléen). Arbejdet forventes at tage ca. tre uger og være afsluttet i midten af februar.

Kommentarer