Plejecentre og botilbud
Besøgende på plejehjem og botilbud i Sorø Kommune skal fortsat bære mundbind og vise coronapas.
Fra 1. februar 2022 ophæves de fleste restriktioner i forbindelse med corona, da sygdommen ikke længere kategoriseres som samfundskritisk i Danmark. På grund af de høje smittetal er det dog fortsat vigtigt, at der gøres en stor indsats for at beskytte kommunes ældre, der bor på plejehjem, samt de borgere på kommunens botilbud, som er i særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver smittet med corona.
Sorø Kommune har derfor besluttet at læne sig op af myndighedernes anbefaling om at fastholde kravet om, at besøgende på plejehjem og botilbud skal bruge mundbind.
Det betyder, at du fortsat skal bruge mundbind, hvis du bliver nødt til at gå igennem et fællesareal for at besøge din pårørende. Desuden skal du som besøgende kunne vise coronapas, hvis du bliver bedt om det.
Hvis du er i tvivl om, hvilke regler der er, der hvor du skal på besøg, skal du kontakte lederen af plejehjemmet eller botilbuddet.
Social- og sundhedschef Annette Homilius siger:
“Det er utrolig glædeligt, at vi som samfund går mod lysere tider og kan sige farvel til en masse restriktioner. Vi har fortsat et særligt ansvar for at passe på vores ældre og sårbare borgere. Derfor vælger vi i Sorø Kommune at læne os op ad myndighedernes anbefaling om, at besøgende på plejecentre og botilbud fortsat skal bære mundbind og kunne vise coronapas. Det giver god tryghed for både beboere, pårørende og medarbejdere.”
Kommentarer