Samfund

Penge til talentudvikling

Arkivfoto

U17- og U19-holdene hos Randers HH modtager støtte fra Randers Talent og Elite. I fremtiden skal flere landsholdsspillere komme fra Randers.

Efter at Randers HH Talent har fået økonomisk genrejsning via mange sponsorere og er sikret i en ny konstellation i de næste to år, er der nu flere gode nyheder på vej til klubben. Randers Talent og Elite, der er kommunens officielle samarbejde for talentudviklingen i de lokale idrætsklubber, er klar med en check på 78.000 kroner. Pengene skal støtte udviklingen af U17- og U19-spillere i den kommende sæson. Beløbet kommer fra den pulje, som et enigt sundheds-, idræts- og kulturudvalg sidste år afsatte til talentarbejdet i de lokale klubber frem til 2023 – som en del af en aftale med Team Danmark.

– Herre-håndbolden er én ud af syv satsningsidrætter i Team Danmark-aftalen. Målet med støtten til Randers HH Talent er en fokuseret indsats for at udvikle så fysiske og tekniske stærke spillere, at de på sigt har mulighed for at gå hele vejen til landsholdet – forklarer eliteidrætskonsulent Johannes Madsen fra Randers Talent og Elite.

Arbejdet med talentudviklingen sker blandt andet i tæt samarbejde mellem Randers HH Talent og de fire moderklubber. Og fra sæsonen 2021/2022 bliver U15-spillerne fra moderklubberne efter planen også koblet på fællestræningen hos Randers HH – de skal dog fortsat primært være i moderklubberne.

– Det har været vigtigt for Randers Talent og Elite, at moderklubberne også støtter op omkring tiltaget, sådan at spillerne fra netop disse klubber også får muligheden for at udvikle sig. Succesen afhænger af de talenter som moderklubberne fostre – siger Johannes Madsen.

De fire moderklubber er Dronningborg Boldklub, Randers Freja, Hornbæk SF og Randers KFUM, sidstnævnte har overtaget senior-licensen fra Randers HH, der nu i stedet satser målrettet på ungdommen.

Kommentarer