Ny chef for Teknik, Miljø og Drift i Sorø Kommune
Jannik Rauer bliver ny chef for Teknik, Miljø og Drift i Sorø Kommune.
Sorø Kommunes nye chef for Teknik, Miljø og Drift hedder Jannik Rauer, er 55 år og kommer fra en stilling som teamleder i Næstved Kommune.
Som chef for Teknik, Miljø og Drift kommer Jannik Rauer til at stå i spidsen for ca. 180 medarbejdere, som arbejder med alt fra byggesagsbehandling og gode fysiske rammer til kommunens institutioner til naturbeskyttelse og klima. Han kommer desuden til at betjene to politiske udvalg, nemlig Natur, Teknik og Planudvalget og Klima og Miljøudvalget.
Kommunaldirektør Henning Daugaard siger:
“Jeg glæder mig meget til at byde Jannik Rauer velkommen som ny chef for Teknik, Miljø og Drift. Med Jannik får vi en stærk natur- og miljøprofil med en stor forståelse for, hvad der betyder noget i landdistrikter og lokalsamfund, og vi får en erfaren ledelsesprofil til at stå i spidsen for fagcenter Teknik, Miljø og Drift og alle centrets dygtige ledere og medarbejdere.”
Jannik Rauer siger:
“Jeg glæder mig til at samarbejde med både borgerne, virksomhederne og politikerne om en fortsat udvikling af hele Sorø kommune med de mange fine lokalområder.”
“Ikke mindst glæder jeg mig til at træde ind i klimaarbejdet, som jo er en kæmpe udfordring, samfundet står overfor i de kommende år. Det er meget positivt, at Kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune har valgt at gå i dybden med arbejdet i form af en ambitiøs klimahandleplan og et særligt §17 stk. 4-udvalg, Klima- og Miljøudvalget, og jeg glæder mig til at bidrage blandt andet i forhold til at sikre en god involvering af borgere, foreninger og virksomheder og på tværs i den kommunale organisation i den videre implementering.”
Jannik Rauer tiltræder 1. juni.
Blå bog
Jannik Rauer er uddannet cand.agro. med speciale i jordbundskemi, vandløbsrestaurering og landskabsforvaltning og har en diplomuddannelse i offentlig ledelse. Han kommer fra en stilling som teamleder i Center for Arbejdsmarked, Næstved Kommune. Han har tidligere været leder for en strategi- og innovationsafdeling med opgaver på alle fagområder i Næstved Kommune. Før det var Jannik chefkonsulent i flere styrelser og departementet under Fødevareministeriet.
Jannik Rauer er 55 år og bor nær Glumsø med sin kone. De har tre børn.
Kommentarer