Sorø

Ny borgerportal er et hit

Flere end 100 borgere har allerede meldt sig til Sorø Kommunes nye dialogportal SorøDialog.

Sorø Kommune har netop lanceret en ny dialogportal, SorøDialog, hvor borgere, foreninger, virksomheder og andre kan bidrage med ideer og input til konkrete projekter i kommunen.

Portalen blev præsenteret for borgerne for første gang på folkemødet i lørdags og blev mødt med stor interesse fra de besøgende på standene om byudvikling og klimaindsats.

Borgmester Gert Jørgensen siger: “Det er rigtig dejligt, at borgerne viser så stor interesse for at være i dialog om, hvordan vi udvikler vores dejlige kommune. I Kommunalbestyrelsen er vi optaget af at styrke samspillet med borgerne, og her kan dialogportalen blive et værdifuldt værktøj og et godt supplement til den direkte dialog på folkemøder og borgermøder. Jeg håber, at alle som interesserer sig for det sted, de bor, vil oprette sig på portalen og bidrage til udviklingen.”

Lettere vej til deltagelse

Tanja Krøyer Jørgensen fra Natur og Miljø i Sorø Kommune deltog på folkemødet på en stand om udvikling af Sorø bymidte. Hun siger: “På få timer oplevede vi mere end 50 borgere, der oprettede sig på den nye platform ‘SorøDialog’, og flere har givet deres mening til kende om bl.a. udvikling af Sorø bymidte. Det synes vi er en succes. Det at vi nu også kan gøre borgerinddragelse mere digital gør, at vi kan nå ud til flere, og det kan også højne værdien af de input vi får, fordi det bliver lettere at se og bygge videre på gode ideer fra andre medborgere. Så vi håber rigtig meget, at dialogen fra Folkemødet vil fortsætte på SorøDialog”.

Siden lørdag har yderligere ca. 75 borgere tilmeldt sig SorøDialog, som i dag har i alt 131 registrerede brugere.

Ud over udvikling af Sorø bymidte, kan borgerne på nuværende tidspunkt også give deres mening til kende om Klimaplan 2022, udpege områder med uønsket overfladevand samt bidrage til evalueringen af det netop overståede folkemøde. 

Du kan besøge SorøDialog her. Sorø Kommune opfordrer borgere i alle aldre og fra alle steder i kommunen til at oprette sig på portalen og bidrage til udviklingen.

Kommentarer