Stenlille

Man får julelys i øjnene

Så blev det endelig jul igen – med lys og guirlander og juletræ

Så blev det endelig jul igen – og endda en tidlig en af slagsen med juletræstænding på Sorø Torv allerede den 19. november.

Vi kan igen i år glæde os over hyggespredende julebelysning i både Sorø, Stenlille og Dianalund – dog i disse energifattige tider i kortere tidsrum, end vi plejer. For i Sorø Kommune synes vi ikke, vi vil lade julebelysningen stå og brænde i de perioder af døgnet, hvor der alligevel er yderst sparsomt med borgere til at bevidne belysningen. Det er energisituationen for alvorlig til.

Men jul skal det trods alt være. Derfor tænder vi for julelyset i perioden fra kl. 6-9 og 15-20 i Sorø og Stenlille. I Dianalund brænder lysene en time længere – frem til kl. 10 – om formiddagen. Dog kun i Dianalund Centret.

Fra mange sider oplever vi opbakning til at sørge for, at julestemningen spreder sig med lys, guirlander og juletræ. Det vil vi gerne sige tak for fra Sorø Kommunes side. Tak til Stiftelsen Sorø Akademi for at donere juletræet til Sorø Torv. Tak til Bygma for at stå for transport af træet.

Tak til Sorø Handel & Service, Sorø Julefond, Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening, og Dianalund Centerforening for det store arbejde, I igen i år har lagt i at gøre Sorø Kommune juleklar. 

Det er til at få julelys i øjnene af.

Kommentarer