Indbrudstyve forsøgte at stikke af fra politiet
Ved et indbrud i Sorø klokken 21.22 stjal to mænd to designerstole, som de efterfølgende læssede bag i deres bil.
Et vidne observerede indbruddet og anmeldte det, men tyvene kørte fra adressen.
De kom dog ikke langt, for samtidig var politiet i gang med at gennemføre en hastighedskontrol på Solvænget i Sorø.
Da indbrudstyvene så betjentene, forsøgte de at køre væk, men blev indhentet. Begge indbrudstyvene stak af, men den ene – en 26-årig mand – vendte tilbage og blev anholdt.
I en bæltetaske havde han en kniv, så den 26-årige blev sigtet for indbruddet og for overtrædelse af knivloven.
Kommentarer