Samfund

Hold host og nys hjemme

På plejecentrene i Sorø Kommune går forholdsreglerne mod smittespredning atter op i gear. 

Så godt som alle plejecenterbeboere i Sorø Kommune er vaccineret mod COVID-19. Og alle, der har ønsket det, har fået det tredje stik, mens influenzavaccinerne så småt er ved at blive tilbudt til beboere og medarbejdere.

Der er gjort meget for, at de har noget at stå imod COVID-19 med. Men der kan gøres endnu mere. Også fordi COVID-19 ikke er det eneste, som kan begynde at gå på omgang i det koldere vejr.

Medarbejderne især pårørende kan hjælpe med at sikre en vintersæson, uden en opblussende pandemi.

Det er vigtigt, at alle pårørende husker på Sundhedsstyrelsens opdaterede råd om håndhygiejne, afstand, så vi kan holde smitten nede, siger leder af Egecentret, Lone Rasmussen.

Rådene er:

1. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom

2. Vask hænder tit, eller brug håndsprit

3. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved

4. Luft ud og skab gennemtræk

5. Host og nys i ærmet

Lone og hendes medarbejdere står med et stort ansvar for at hjælpe alle med at gøre det de kan for at holde smitten væk fra de ældre og medarbejderne.

Vi kan godt finde på at sige til pårørende, at de lige skal huske at spritte deres hænder af. Det gør vi ikke for at lege politi overfor dem. Vi gør det, fordi vi ved, det er vigtigt, og i sidste ende er det, som holder de ældre raske, sikrer at dem, der passer på de ældre, ikke bliver syge, og sørger for at samfundet ikke pludselig står overfor nye restriktioner, siger Lone Rasmussen.

Sundheds- og Ældreministeriet har for kort tid siden udsendt pressemeddelelse om de tiltag, der skal holde COVID-19 ude af plejecentrene: Den regelmæssige test af medarbejdere genoptages, der skal være fokus på en høj hygiejnestandard, og så opfordres alle pårørende til at lade sig teste, inden de besøger et plejecenter. 

Det er sund fornuft, at man sikrer sig mod at tage noget med sig, når man er på besøg. Det gælder ikke kun COVID-19. Det er sæson for mange smitsomme sygdomme, så hvis du har symptomer på noget, som du ikke vil give videre, så bliv hjemme, siger Lone Rasmussen.

Kommentarer