Livsstil og forbrug

Er din have en rottebuffet?

Den vilde have er lækker – også for rotterne. Husk at gøre det lidt besværligt for dem.

Den vilde have er lækker – også for rotterne. Husk at gøre det lidt besværligt for dem, hvor det er muligt, og hold øje med tegn på rotter, så vi hurtigt kan få sat en bekæmpelse i gang.

Rotten skal bruge gemmesteder, føde og vand, for at overleve og finder den alle tre ting et sted, vil den slå sig ned. Det kan være en udfordring, hvis du ønsker en vild have til gavn for biodiversiteten, da den vilde have typisk byder på alle tre ting, til stor glæde for rotten.

Du behøver dog ikke have en helt trimmet have, da der er flere muligheder, for at rottesikre lidt i vildskaben:

·                                 Undgå at planter gror lige op ad muren – rotten foretrækker at løbe hvor den kan være i skjul, så ved at holde planterne godt væk fra muren, undgår du, at de løber nær murværket og får fred til at gnave sig ind i boligen.

·                                 Fjern nedfaldsfrugt – hvis du gerne vil lade havens fugle få frugten, kan den lægges op på et rottesikret foderbræt.

·                                 Vær opmærksom – følg med i hvad der sker i din have, så spotter du hurtigere tegn på rotter, som f.eks. huller uden muldskud i plænen.

·                                 Smid ikke fødevarer på komposten – slet ikke kød. Bruger du komposten til dine grøntsager, kan du anskaffe dig en rottesikret kompostbeholder til dette.

Hvis du får rotter, kan du hjælpe bekæmpelsen på vej ved at fjerne alt tilgængeligt foder, det til pindsvinet, det til fuglene og det til alle de andre dyr du har i haven, og slå høj bevoksning ned. Den vilde have tåler, at du er lidt hård ved den ind i mellem, og den skal nok komme sig fint igen, efter du er af med rotterne.

Som borger skal du huske at melde det til kommunen, når du ser en rotte, eller tegn på rotter. Som grundejer har du også pligt til at renholde og rottesikre din ejendom.

Til gengæld er det kommunens pligt at bekæmpe rotterne, og da det allerede er betalt over ejendomsskatten, vil du ikke få en regning for bekæmpelsen.

For mere information om kommunens rottebekæmpelse kan du her på hjemmesiden finde flere gode råd til rottesikring, kommunens handlingsplan, lovgivningen og anden information: www.soroe.dk/rotter

Læs også mere på Miljøstyrelsens hjemmeside:  https://mst.dk/natur-vand/vand-i-hverdagen/rottebekaempelse/

Kommentarer