Samfund

Bliv biavler og bliv mere selvforsynende

Foto: Eskild Urhøj

Med biavl kan du både gøre livet lidt sødere og blive mere selvforsynende.

Du kan nu selv prøve kræfter med biavl, når Midtsjællands Biavlerforening starter begynderkursus mandag den 7. marts 2022.

Bierne laver ikke alene honning, de bestøver også frugttræerne, og dermed kan man på en og samme tid producere mere frugt, og lave sin egen honning, hvis man bliver biavler. Dermed kan man i en almindelig have blive endnu mere selvforsynende.

I husholdningen kan honning fuldstændig erstatte sukker, og samtidig skal der bruges mindre mængder honning for at opnå samme sødeværdi som sukker. Vil man være selvforsynende med honning skal der ikke så meget til, da en enkelt bifamilie kan give 30-50 kg honning på et år.

Landet over starter der i disse dage begynderkurser i biavl. Midtsjællands Biavlerforening holder også begynderkursus i biavl, og har du en biavler i maven, er der endnu ledige pladser på kurset – men vent ikke for længe, der bliver helt sikkert rift om de eftertragtede pladser. 

»Vores begynderkursus består af en teoridel, hvor kursisterne får et solidt indblik i hvad en bifamilie er, og hvilken betydning den har for bestøvningen. Og så lærer du naturligvis alt om, hvordan du passer en bifamilie og høster honning. Den praktiske undervisning i biavl lærer du i skolebigården, som er det sted, hvor foreningen har opstillet nogle bistader. Her vil kursisterne hen over sommeren lærer at passe en bifamilie i praksis og få mulighed for at lave sin egen første bifamilie. Efter endt kursus er kursisterne klar til at anskaffe sig deres egen bifamilie eller købe den med hjem, som de har lavet i skolebigården, og lave deres helt egen honning« siger Eskild Urhøj, næstformand for Midtsjællands Biavlerforening.

I de seneste 10 år er antallet af biavlere steget. Det er ifølge Eskild Urhøj meget forståeligt:

»Biavl er en utrolig spændende og givende fritidsbeskæftigelse. Når du først står med hovedet nede i en bifamilie, så kan jeg garantere dig, at du glemmer alt om tid og sted. Du bliver simpelthen fuldstændig opslugt af det fantastiske liv i bifamilien. Det er erfarne instruktører, som står for undervisningen, og de brænder for at få lov til at fortælle om biernes spændende liv. Vi har et godt sammenhold i foreningen, og der er naturligvis altid tid til kaffe og kage og en snak med de andre biavlere i foreningen«.

Prisen for den samlede kursuspakke inkl. kursusmateriale er kr. 550,-.

Det forudsættes, at du melder dig ind i Danmarks Biavlerforening, herunder lokalforeningen Midtsjællands Biavlerforening

Du køber dit medlemskab på Danmarks Biavlerforenings webshop på følgende link

https://www.bishoppen.dk/varedetaljer.asp?shopid=7077&funique=93&kat=-1&hkat=-1

Tid og sted

Begynderkursus i biavl starter mandag den 7. marts kl. 19:00 og løber over de følgende 5 mandage i Foreningshuset på Bjernedevej 27, 4180 Sorø.

Yderligere oplysninger og tilmelding:

Kursusansvarlig Eskild Urhøj, tlf. 27470311, e-mail: eskild.urhoj@gmail.com

Du kan læse mere om biavl på Midtsjællands Biavlerforenings hjemmeside www.midtbi.dk og på Danmarks Biavlerforenings hjemmeside www.blivbiavler.dk

Kommentarer